Først og fremmest så ved jeg, at jeg for alvor gav plads til kærligheden i mit liv, da jeg pakkede mine ting og tog afsted fra den mand, jeg havde elsket i 14 år af mit liv.
At elske ham spændte ben for kærligheden på så mange måder. Vigtigst, og mest tragisk af alt, for kærligheden i og til mig selv, for at jeg frit kunne være den jeg var, og vide jeg var elsket for netop det. Og det spændte ben for at jeg kunne modtage uforbeholden, ægte, dyb og hengiven kærlighed fra en mand. For ham jeg levede sammen med kunne kun i korte perioder elske mig, som jeg ønskede at blive elsket, leve og lege som jeg ønskede at leve og lege, kommunikere som jeg ønskede at kommunikere. Perioder som med årene blev kortere og kortere indtil de tilsidst blot var få minutter med ugers eller måneders mellemrum. Og kompromiserne og ensomheden overtog mit væsen. Og jeg så mig selv i bulimiens fangearme.
Jeg lærte at koncentrere mig mere og mere blot om mig selv og min egen vej. Adskillelsen imellem os blev med min indædte kamp for mig selv, udforskende på livet, uddannelse og interesse indenfor personlig udvikling og spiritualitet, større og større.
En af mine yndlings egenskaber ved mig selv, min naturlighed i omsorg og det at give til andre, den forsvandt nærmest overfor ham. Det var slet ikke rart at opleve mig selv sådan. Der kom ikke ret meget ind, så der kom heller ikke ret meget ud. Men kærligheden til ham indeni var der stadig. Og respekten. Min følelse af forbindelse. Mine ønsker og drømme for ham og os.
Men jeg var ikke lykkelig der. Og det var han helt sikkert heller ikke.
Lige så taknemmelig som jeg er for, at det forhold er slut, lige så taknemmelig er jeg for, at det eksisterede. I det lange forhold fandt jeg ikke kærligheden fra en mand. Men jeg fandt mig selv. I hans handlinger og ord, usikkerhed, vrede og afvisning hjalp han mig med at lære mig selv at kende i helt nye dybder, og stå op for netop det. At blive der i mig selv også når det var sværest, og jeg bare længdes efter at mødes med ham som elskende gør, når jeg længdes efter kærligheden. Jeg lærte at sætte grænser. Stå på min ret, i ro og respekt. Afklaret. Jeg nægtede at skændes. Jeg nægtede at påtage mig ansvaret for hans selvbebrejdelser og usikkerhed – “Det er ikke mit, det må du holde på din egen banehalvdel. Men jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du vil have det”, sagde jeg til ham.
Hold kæft det var hårdt. Og grænseoverskridende. Og jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Jeg er så taknemmelig for, at jeg sammen med ham og også hans forældre fik mulighed for at øve mig i alt det, jeg arbejdede med indeni.
Mange sagde til mig: “Når du ændrer dig, så ændrer han sig også. Han er dit spejl, hvis du gør arbejdet i dig, så åbner han også for dig og kærligheden”.
Men hvad vidste de om det!
Jeg gjorde arbejdet. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og længe hold jeg fast i troen på hans ord, når han sagde, at han ville følges med mig. Måske ville han også, men kunne ikke. Til gengæld voksede hans vrede og afvisning, jo mere indre arbejde jeg lavede, og faktisk også jo større accept og dybere respekt jeg fik for ham – og for mig selv.
Så nej, vi fandt ikke hinanden, vi fandt os selv hver især. Og det håber jeg, har været lige så godt for ham, som det har været for mig.
Og sådan gjorde jeg plads til kærligheden, med hans hjælp, da han sagde stop, da jeg endnu ikke kunne.
Jeg flyttede straks, var forvirret og såret, tudede, skældte ud, lukkede døre, afsluttede og mærkede hvor rigtigt det var.
I løbet af 8 måneder flyttede jeg, blev skilt, kørte galt og mistede min hund, blev fyret og arbejdede virkelig fokuseret og vedholdende med mig selv og den kærlighed, jeg ønskede at møde i livet, i mig selv og i en mand. Der var overvældende med afslutninger. Og som du ved, når en dør lukkes…
Og da der var gået lidt over et år, så begyndte jeg at føle mig klar til at lukke op for næste kapitel, og åbne portene for den mand, som virkelig kunne berige mit liv og mit hjerte. Jeg var meget klar i mine tanker, ord og små private tekster om, hvem han skulle være. Eller nærmere HVORDAN han skulle få mig til at føle, HVEM jeg kunne være sammen med ham, HVILKE kvaliteter han ville indeholde, HVAD vi ville dele i et forhold.
Og så bad jeg Gud om, at alt det som er godt for mig, som jeg endnu ikke selv kunne se, det måtte han også være og være med til at skabe muligheden for i livet.
Jeg tog på et par dates, og mødtes med nogle virkelig søde og kærlige mænd. Det var bare ikke dem. Men så BANG en måneds tid efter, at jeg åbnede portene, så var han der. Vi startede med at skrive lidt sammen et par uger, og det var tydeligt, at der var forbindelse og flirt med det samme.
Dagen inden han besøgte mig første gang, der sad jeg i min sofa og smilende og rystende på hovedet sagde til mig selv: “Imorgen så kommer ham, som skal være far til mine børn.” Det var en vild følelse.
Og så kom han, og vi krammede og snakkede og sluttede aftenen med at skrive vores ønsker for 2015 på kinesiske lanterner og sætte dem op sammen.
Og vi har hørt sammen lige siden…
Og nu græder jeg ned i tastaturet, fordi det er så stort og smukt og helt rigtigt. Mit liv sammen med ham er større, smukkere og mere rigtigt end jeg før kunne forestille mig noget være. Her er jeg altid elsket, også når jeg indimellem har svært ved at elske mig selv. Og jeg får lov at elske ham på samme måde. Her er balance. Harmoni. Ligeværd. Uselvisk kærlighed. Dyb respekt. Her er ingen dramaer. Ingen bulimi. Ingen bebrejdelser eller ensomhed. Her er alt det, jeg ved er godt for mig – og endnu mere end det.
Her er alt det, jeg ønsker, du også skal opleve.
Og så er der et barn på vej. Om en måneds tid er hun her. Og endnu et kapitel lukkes imens et nyt tager form.
Jeg ved, at min største indre opgave nu, er at arbejde med frygten for at miste det hele igen. Frygten for at glæden og det gode kun er på besøg for en tid. Frygten for død og afmagt. Og modet til at tage chancen og åbne og elske endnu mere uden at give mig selv væk, men blive her i mig. Her i mit hjerte. Jeg nyder at mærke, hvor stærkt jeg er på vej.
Imens sparker livet i min mave, og jeg savner at kysse det smukkeste menneske jeg kender, min elskede, min anden del.
Med ham fandt jeg hjem.
Det er det, jeg ved om kærlighed.
Namaste, Karen.
