Jeg havde forleden sådan en dejlig oplevelse på McDonalds i Thisted, som jeg gerne vil dele med dig.
Oplevelsen blev også grundlag for en lille bidende selverkendelse efterfølgende…
Udenfor McD står en ung fyr. Hans hår er lange uglede dreadlocks, hans tøj er slidt og beskidt, hans skæg er ubarberet og fingrene er snavsede og helt sorte af skidt rundt om neglene. Han står og roder ned i skraldespanden, og finder en sodavand som han tager op og drikker af.
Min taknemmelighed for alt det jeg har, bliver straks nærværende, og sender mig målrettet i hans retning.
Jeg hilser på ham, og spørger om jeg må købe ham noget mad, og sammen går vi ind i restauranten.
Han er sød og genert, og har meget svært ved at hviske sit ja og sine ønsker frem. Han starter med bare at bede forsigtigt om en is. Men fyren er jo tydeligvis sulten og tørstig, så jeg forsikrer ham om, at det er helt ok, han skal bare sige, hvad han vil have, det er mig som gir’. Så beder han om den billigste burger også. Men jeg har ikke tænkt mig at lade ham nøjes, hvis det handler om, at det er svært at tage imod. Den følelse kender jeg selv (fra helt andre situationer selvsagt), og det er dejligt, når nogen bryder igennem “muren” og bare giver, fordi de har lyst.
Da jeg så går op for at bestille, så sker dagens lille mirakel. Den meget søde pige ved skranken spørger mig, om maden er til ham, og nikker i den beskidte fyrs retning. De havde lagt mærke til ham rode i skraldet udenfor, og de vil gerne give ham maden. Jeg bliver så glad og overrasket.
“Og hvad skal du have?”, spørger hun, “Det giver vi også. Det var så sødt af dig at ville købe hans mad.”
“Hold da op”, får jeg vist sagt nogle gange, imens min glæde og overraskelse vokser.
“Tusind tak”.
En lille gestus som viser at du bekymrer dig, at du anerkender andre, at du lægger skyklapperne, det skaber små lyspunkter i andre menneskers liv – og i dit eget.
Jeg småsnakker lidt med fyren, giver ham maden, og ønsker ham held og lykke inden jeg smutter tilbage til min bil og mit eget trygge, varme, mætte og lyse liv fyldt med muligheder.
Da jeg sidder i bilen på vej hjem, føler jeg mig opløftet og glad. Men der er også noget i oplevelsen, som nager mig lidt. Jeg gennemgår det hele igen med et smil på læben, lige indtil jeg kommer til vores snak tilsidst…
Jeg spurgte ham, om han var fra området, og han fortalte, at han kom fra København, havde været i Thy lejren, og nu skulle hjem til København igen. Inde i mit hoved tænkte jeg med det samme: Hvordan kommer han hjem? Har han penge til toget? Måske han har lidt penge han gemmer til rejsen, og derfor leder efter mad i skraldespanden… Sikkert ikke. Skal jeg spørge ham?..
Men jeg spurgte ikke. Desværre må jeg erkende der i bilen, fordi jeg ikke har lyst til at høre hans svar.
Jeg har svært ved at forklare det overfor mig sig, men det er noget med, at jeg havde bestemt mig for at give ham et måltid mad, og så kunne mit hoved ikke “overskue” at det så pludselig skulle være noget andet. Jeg havde ingen kontanter, så jeg skulle finde et sted at hæve. Og jeg vidste, at der kun stod nogle få hundrede på kontoen, og kun at give ham 100 kr. ville jo hverken halvt eller helt dække hans hjemtur. Jeg var lidt træt, gravid øm og ikke særlig god til bare at følge med det, som skete lidt uden for mine egne satte rammer…
Så jeg spurgte ham ikke.
Og det er okay, bestemmer jeg mig for i bilen, og takker fordi jeg fik øje på min begrænsning.
Men næste gang, lover jeg, næste gang bliver det anderledes, der lader jeg skyklapperne ligge fuldstændig. Og jeg ved, at jeg må gøre og give præcis, det jeg vil – et hej (jeg ser dig), mad, penge, ingenting eller alt jeg har.
Endnu engang tak til McDonalds Thisted.
Husk dit held.
Kærlig hilsen, et lille lys med skyklapper.
