I denne tid, som mor til tre små børn, er der langt imellem, at jeg sætter mig i lotusstilling og mediterer. Til gengæld bruger jeg dagligt de gavnlige effekter fra meditation og mindfulness. Det må gerne være nemt og uden regler! Jeg elsker at gøre mindfulness frit og som en naturlig del af min hverdag. Mindfulness (nærvær, opmærksomhed, vejrtrækning) holder mig i kontakt med min mavefornemmelse og intuition, og det gør det nemmere at vælge til og fra, mærke hvad der er rigtigt for mig selv og mine børn og skabe det bedste liv.
Mit ønske er at hjælpe dig derhen, hvor du kan mærke og tager hensyn til, hvad der er bedst og mest rigtigt for dig – også når det gælder det at meditere.
Mindfulness er som sagt en del af min måde at leve på og derfor finder mindfulness ofte også en naturlig vej ind i mine meditationer. Mindfulness er bevidsthed, opmærksomhed, at være nærværende i nuet og kan ikke begrænses til de minutter du mediterer, men kan blive din måde at være i verden på – bevidst om dine tanker og din krops reaktioner (meget kort fortalt).
Jeg arbejder med en kombination af visualisering, guidning, healing og mindfulness i mine meditationer.
Min tilgang til meditation er intuitiv, ligefrem og en kombination af et åbent sind, sjæl og hjerte. Jeg har ikke nogle særlige regler eller retninger, du skal følge. Jeg arbejder i stor ydmyghed og tillid, guidende energetisk og spirituelt og samtidig med at benene er godt plantet på jorden. Oftest skaber meditationerne sig selv og det er en proces, jeg virkelig nyder.
Min tilgang til meditation er intuitiv, ligefrem og ureligiøs. Jeg arbejder ikke efter særlige retninger og regler, men guidende energetisk og spirituelt, med benene på jorden og i en kombination af et åbent sind, sjæl og hjerte.
I 2012 opdagede jeg (i forbindelse med min uddannelse) min evne til at kanalisere meditationer. Det kom utrolig nemt til mig, og mine medstuderende gled hurtigt laaaangt væk og dybt ind i sig selv i mine guidninger. Min oplevelse er, at når jeg kanaliserer, så er det præcis det jeg er – en kanal for noget større, kærligere og klogere. Jeg sætter mig selv til side, og uden at tænke over det eller “regne den ud”, så kommer ordene til mig og igennem mig.
Min baggrund: Jeg er uddannet E.P. coach og terapeut fra Life Academy i 2013. Derudover har jeg taget kortere kurser med fokus på selvudviklingsværktøjer, energiarbejde og healing.