Det er ikke dine tanker, men de tilknyttede konklusioner/tanker om dine tanker, som skaber smerten inde i dig, siger Byron Katie ud igennem skærmen. Ja det ved jeg sgu da godt, tænker jeg og ryster på hovedet – mest af mig selv. Hvornår er det, jeg har fattet det, sådan rigtigt?
Åhh jøsses! Det er omdrejningspunktet i mit indre liv lige nu.
Meget af både min dag og nat fyldes af negative tanker om mig selv, skyldfølelse og utryghed som forstærkes mere og mere.
Jeg VED så meget, jeg FORSTÅR så meget. GIV NU SLIP på det, lad det ligge, tænker jeg igen og igen. Men mine tanker og skam giver sig ikke.
Noget vil så gerne slippe, imens noget andet febrilsk holder fast i den del, som nedgør mig selv, holder mig nede og skakmat… Nej, jeg tror skakmat var følelsen engang, idag føler jeg mig mere sat i skak, hvor der stadig er mulighed for at flytte mig væk fra truslen og komme ud af fælden… Min energi fiser ud af mig. Det sammen gør min lyst. Jeg glædes i glimt. Bøjer af for kærligheden. Hans kys må ikke ramme mig, for jeg har ikke fortjent dem. Indimellem viser smerten sit grimme ansigt, og jeg er og gør så meget jeg kan, med den energi jeg har tilbage.
Jeg er bange for at slippe helt, fordi jeg tror, at der følger et ansvar med ved at stå helt fri og i overskud på den anden side. Et ansvar for verden og mig selv, og det ansvar er alt for stort til, at jeg kan leve op til det. Lige meget hvad, vil jeg være en skuffelse.
Det er på tide at blive voksen, tænker jeg.
Og i nat var jeg klar. Jeg havde mærket længe nok selv, imens det mørke indeni langsomt voksede, og jeg åbnede mig op i hulkende gråd. Det var endnu en ærlig og forløsende snak med Ronni.
Jeg VED, jeg har et indre stykke arbejde foran mig. Og jeg kan mærke at tiden er kommet til at kaste mig fokuseret ud i dette næste kapitel i spændingsdramaet om “Vejen til lykken”.
For 3-4 år siden bestemte jeg mig for at flytte fokus til MIG, og lade alt andet vente. Min udvikling (vejen til lykken) fik første prioritet, og jeg arbejdede super koncentreret i halvandet år. Holy magle nogle skridt jeg tog, og sikke nogle efterdønninger det har haft af positiv effekt i mit liv.
Efter halvandet års tid skruede jeg lidt ned for blusset og for fokusset på mig selv. Jeg gav igen mere plads til andre, leg og rejser. Jeg havde taget de kurser, fået de behandlinger og læst de bøger, som jeg skulle lige der. Da jeg så blev skilt krævede det øget “mig – fokus” igen, og i endnu højere grad da jeg 5 måneder senere var i en meget voldsom bilulykke.
Jeg begyndte at lade mine passioner og arbejde fylde mere, frivilligt arbejde og rejser i høj grad. Da jeg efter et godt års tid efter skilsmissen igen begyndte at føle lyst til kærlighed og partnerskab, fyldte jeg mit fokus med det, og 2 måneder efter mødte jeg HAM. Det sidste halve års tid har han og jeg og fantastiske oplevelser fyldt rigtig meget.
Og nu er en ny fase nået, sat igang af alt det, jeg har oplevet, været og gjort indtil nu, og ikke mindst påvirket af, at jeg har fundet en, som jeg føler mig mere set, rummet og elsket af, end hvad jeg nogensinde før har oplevet. Jeg er tryg (næsten) hele tiden. Og når jeg falder, er der ikke kun mig selv til at rejse mig op. Jeg skal ikke kæmpe med hans crap også, jeg kan få lov at koncentrere mig om mig selv.
Så det gør jeg. Tar’ endnu en omgang “mig, mig, mig”. Og lader alt det jeg gerne vil gøre og være for verden (som føles så naturligt for mig, som at trække vejret) komme i anden række.
I nat drømte jeg, at jeg var i forsvaret – i Fredsstyrken. Derfor måtte jeg ikke komme med på mission, når de andre drog afsted (heller ikke selvom jeg havde den fineste lyserøde sovepose som ventede på at blive brugt et spændende sted i verden). Jeg var ikke ked af det, blot en smule utålmodig.
Jeg har så meget at lære. Så meget at give slip på. Så mange kærlige ord at sige om mig selv. Så meget forståelse at udvise. Så meget frihed venter. Så meget (mere) lykke kalder på mig. Mit indre barn kalder på mig. Jeg giver mig tid til selvforkælelse, spiritualitet og selvudvikling hver dag. Jeg er fuld af forventning.
Vi ses.
Kærligst, Karen
