Jeg ligger her på et hotelværelse i New Orleans, godt igang med at udleve endnu en drøm. Min elskede sover stille imens han puster blide vejrtrækninger mod min hals. Han elsker mig. Jeg mener sådan rigtig elsker mig, fuldstændig uselvisk og ubetinget, dybt og for alt jeg er.

Og pludselig føler jeg mig ensom, uønsket i verden og helt forkert.
Jeg HADER den følelse. Den er lammende og selvnedgørende. Den bringer håbløshed og sorg med sig. Den gir’ mig i korte øjeblikke lyst til at smide håndklædet i ringen. Jeg orker ikke mere, får den mig til at tænke.

Jeg tænker istedet på min elskede og på mine veninder… Men hvem er egentlig mine veninder? De vil allesammen nogen andre mere end mig. Jeg “bladrer” videre på Facebook, og lader det være min bekræftelse… Jep, det jeg tror, jeg kan, er andre meget bedre til. Og se hvor de smiler med deres drinks og veninder, imens de seje stråler med deres business tiltag eller kaster træningsresultater omkring sig. Imens blev jeg lige lidt tykkere og lidt nemmere at glemme.

Jeg ved ikke helt. Jeg går i sort. Forsøger at mærke mig og mit hjerte, men der synes pludselig langt derind… Hvem er jeg? Hvorfor er jeg (stadig) sådan her? Jeg er så mærkelig! Øv, jeg gider ikke være mig mere.
Nu er vi i denne her fantastiske by, og så vil jeg bare kunne nyde det og tage det hele ind. Hvad er jeg dog for et forfærdeligt utaknemmeligt menneske?..

Men der er ikke plads til mere lige nu. Der er helt fyldt op af indtryk, oplevelser, følelser og larm. Jeg “forsvandt” i menneskemængden på Hard Rock Cafe her til aften…

Egentlig forsvandt jeg nok allerede igår aftes.
Det var en katastrofe!
Vi skulle efter Ronnis ønske (det er sjældent han ønsker eller beder om noget, og så vil jeg jo helt vildt gerne ) til Rodeo i Troy, Alabama. Jeg havde pippet lidt om, at nu måtte vi se, om jeg ku’ klare det.
Det første vi så, da vi kom, var en flok alt for tynde tyrekalve, som senere skulle fanges med lasso, bindes på benene og derefter trækkes ud fra arenaen.

Roderoet startede med at alle rejse sig for at hylde byens militærhelte, som drager ud i verden for at beskytte USA i friheden og Guds navn. Der var sange, bøn og hold nu kæft mand, det virkede så dumt og uoplyst. En ordentlig gang hjernevask i værste amerikanske stil… Så begyndte jeg at slå mig selv lidt i hovedet pga. tankerne om det og dem, og forsøgte at forblive fordomsfri og open minded. “Husk nu Karen, din virkelighed er ikke nødvendigvis sand eller det rigtige for andre”, sagde jeg til mig selv…
Men det går helt galt, da første cowboy rider ud på den stakkels, skræmt fra vid og sans, hest. Han trykker sine sporer ind i siden på den, imens den vilde hest springer op og ned, folk jubler og Ronni tager billeder.

Jeg græder lige med det samme, det føles som om min kropstemperatur stiger 5 grader, og da hesten i sin vildskab springer op i og vælter hen over jernindhegningen, så vælter adrenalinen ind over mig.
Hesten brækker nakken, må bedøves, og med mænd siddende ovenpå den for at holde den nede, trækkes den ud fra arenaen. Konferencieren forsikrer os om at hesten ikke dør, det sørger Gud for.
Hold nu kæft! Undskyld mig, men jeg synes simpelthen de var nogle snævertsynede, gammeldags, idiotiske bonderøve. Og den måde de gentagne gange (mis)brugte Guds navn, for at gøre deres uret ret. Jeg tænkte flere gange, og forsøgte at kommunikere videre til hesten: “Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Min fredshelt ved siden af mig, spurgte med det samme om vi skulle gå, og lovede mig, at det var helt i orden. Han synes heller ikke, det var fedt, og han sagde endda, at han ikke havde lyst til at være noget sted, hvor jeg ik havde det godt… Men nej, nej! Jeg synes da lige, vi skulle prøve en gang til, så vi blev siddende til næste rytter og hans stakkels hest hvis øjne var vilde og hvide. Og så græd jeg igen, og vi gik. Endelig…

Ja, det var der, jeg begyndte at miste følelsen af mig selv og mit hjerte.
Når jeg vælger at være mig med alt jeg er, også sårbarhed og sensitivitet, så resulterer det ind imellem i, at jeg istedet forsvinder væk fra mig selv, og ud af nærværet. Fordi jeg lettere blir’ chokeret, ked af det eller vred. Og det kan gøre det svært at være her. Det kan skabe en følelse af usikkerhed i min emotionelle nøgenhed, og det er farligt… Hvis vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved det. Eller skal gøre ved/for os selv, når vi blir’ rystede og mister fodfæstet.

Og jeg øver mig i lige netop det. For efter mange års øvelse i at pakke mig selv ind i bobleplast og på forskellig vis (bevidst som ubevidst) gøre mig selv mere hårdfør, så bestemte jeg mig for, bare liiige så stille, at begynde at slippe kontrollen og beskyttelsen igen. Tilbage til barnet. Bevidst om at det giver nogle slag, som jeg så må lære at pleje på bedste vis efterfølgende.

For min beslutning er, at jeg ønsker at være hele mig – opleve kærlighed og tætte bånd, lære om mig selv, om andre, om verden og livet, give til andre fra et rent hjerte og lære uden forbehold at modtage alt det gode – og alt det har jeg erfaret er umuligt for mig, når jeg ikke er HELE mig fra det lyseste smukke til de mørkeste hemmelige kroge.
Og så hellere have flere blå mærker på knæene, de kan hele med den rette pleje…

Åhh, det lettede. Tak fremmede fordi du er derude og lytter.
Nu vil jeg putte mig ned til min elskede fredshelt. Forstå mig selv lidt bedre. Takke for påmindelsen. Takke for idag, og lade lyset fylde mig op.

Vær – dig.
Hav det skønt.
Kærligst Karen.