Idag “mødte” jeg et midaldrende ægtepar på en parkeringsplads…
Jeg stod der med min grædende baby i favnen, og forsøgte at bevare roen imens hendes gråd blev højere og højere og mere intens, og jeg vuggede hende op og ned. Jeg gav hende alt min opmærksomhed, sendte hende alt min kærlighed, sang i hendes øre, holdt sutten i hendes lille mund, holdt mine arme tæt omkring hendes lille krop. Og hun skreg.
Og så stod I der. Vendte jer rundt og kiggede først stramt på mig. Drejede hovederne væk og vendte jer så rundt igen, og så på mig med tydeligt forargede ansigter og himmelvendte øjne.
Fuck jer – så yndefuldt og intellektuelt vil jeg tage mig friheden til at udtrykke det!
Har I ikke haft børn? Eller kendt nogen som har? Har I glemt hvordan det er? At babyer skriger – også på de tidspunkter, hvor man virkelig ville ønske, at de istedet viste deres blideste baby bløde sider? Har I ingen idé om, hvordan det skærer i hjertet på en nybagt mor, når hendes guldklump er ked?
Tænk at I vil stå der og dømme mig.
Nu skal jeg fortælle jer om en dag i en mors liv…
Den startede kl. 3 i nat, hvor jeg ammede min datter. Så ammede jeg igen kl. 5. Hun vågnede kl. 7, hvor jeg var mega træt, og følte mig lidt ved siden af mig selv. Jeg kyssede hendes store kinder, hendes lille næse og de små fine læber. Jeg nussede hendes bryst og tog hende tæt ind til mig. Jeg gav hende mad igen, imens jeg sang kærligt. Jeg lagde hende på sengen, tændte lyset bag forhænget som hun elsker at kigge på, og sneg mig ned på toilet. Jeg puslede, lavede lidt baby gymnastik og masserede hende. Hun smilede meget og stort til mig, og det gav mig den vildeste lykkefølelse indeni. Men hun blev også hurtigt pylret, og havde svært ved selv at ligge og falde til ro. Derfor sad jeg med hende på fitnessbolden i stuen i omkring to timer og gyngede op og ned, så hun kunne finde ro og sove, og så vi begge kunne få mulighed for at fortsætte dagen på bedste måde. Jeg havde lidt feber, lidt ondt i hovedet, øm bag øjnene og nu også øm i lænden og skuldrene af at sidde der med hende. Men det vidste hun ikke, for jeg klagede mig ikke, men hviskede bare igen og igen i hendes ører: “Jeg elsker dig. Mit perfekte barn. Jeg elsker dig.”
Jeg måtte, igen idag, tage et trucker bad, og børstet tænder fik jeg heller ikke gjort.
Da tømreren kom for at sætte vinduer i og larmede helt vildt, pakkede jeg min baby ind i uldtæppet og spændte hende forsvarligt fast i autostolen, og så kørte vi afsted.
Vi var først i Idé Møbler, hvor hun sked i bleen, en ordentlig gul omgang som landede helt oppe på ryggen. Jeg tog hende ud i bilen, hvor jeg puslede hende på bagsædet, og skiftede hendes karrygule ble, imens min egen røv struttede ude i regnen. Men jeg blev ved med at synge og snakke til hende. Med en tør og en våd mås kørte vi videre til næste stop.
Og så blev hun ked af det omme på bagsædet. Jeg holdte ind, og tog hende op. Hun stoppede sin gråd øjeblikkeligt, og det gjorde mig taknemmelig, at jeg kan gøre det for hende, blot ved at være der og holde hende. Jeg satte hende igen i stolen, og kørte videre.
Og kort før vi nåede parkeringspladsen ved centret, så gik alarmen igen. Denne her gang for alvor. Jeg hader det.
Jeg satte mig på bagsædet og tog madpakken frem, og med brystet i munden faldt hun lidt til ro… Indtil hun fik mælk galt i halsen, så skreg hun igen, og jeg blev også ked af det. Det styrtede ned udenfor, så jeg sad derinde med hende og vuggede og nussede, og heldigvis hjalp det. Jeg følte mig pludselig 40 grader varm, og jeg skulle tisse, for det havde jeg ikke lige fået taget mig tiden til, og jeg kunne ikke tage mig af det nu.
Så snart regnen stoppede fandt jeg strækviklen frem, og steg ud af bilen for at tage den på, så min lille engel kunne sidde trygt i den, helt tæt på mig og blive vugget i søvn af min gang, imens jeg ville købe ind til den scrapbog, jeg vil begynde at lave til hende.
Og så græd hun igen, og denne gang blev det hurtigt til den hysteriske gråd. Det er 4 dage og ca. 2 timer siden, at hun sidst græd sådan. Jeg ved det, for den gråd husker jeg.
Og der stod I så med jeres forargede blikke og kiggede stramt på mig.
Helt ærligt, hvis I ikke har noget godt at sende i min retning, så koncentrer jer venligst om jeres egen have bag ligusterhækken, og lad os være i fred.
For I ved ingenting. I ved intet om min kærlighed, min glæde, mine udfordringer, min udvikling. I ved intet om mig og min datter. I ved intet om min dag.
Så døm mig nu, og fortæl mig med dine øjne og dit udtryk, at jeg er en forfærdelig mor!
– Dette er ikke en klagesang. Det var ikke en dårlig dag. Det var blot en dag som, bortset fra gråden på parkeringspladsen, så mange andre som mor. Det var ikke hårdt. Det gjorde ikke ondt at møde de blikke. Men jeg tænkte et stort og rungende “fuck jer” til fordømmelse og uvidenhed (også min egen). Og så tak, fordi I på en ganske almindelig torsdag i silende regn med en skrigende baby, mindede mig om alt det fantastiske, jeg gør for mit barn hver eneste dag.
Alt det som ingen nødvendigvis ser. Det ingen giver os credit for, men som vi bare gør, fordi vi er mødre <3
