Jeg kender indre selvkritik og nedgørelse alt for godt. I mange år kæmpede jeg med selvskadende adfærd. Jeg havde så ondt i mig selv og af mig selv. Det var fucked up!
For 4-5 år siden gav den indre vold sig så udtryk igennem bulimi. Jeg var frygtelig ensom, imens jeg kæmpede for at lære og udvikle mig i et sundere liv.
Og jeg lærte!
En masse om selvkærlighed, egenomsorg, tankens kraft, manifestation, mine værdier, talenter osv. Det var en hård og fantastisk rejse.
Men bulimien holdt ved. Det lykkedes mig efterhånden at komme ud af den kompenserende adfærd, men overspisningerne holdt ved. Og vægten steg. Bølgende op og ned.
Jeg plejede at tælle dage og senere hen uger imellem overspisningerne.
Og så igår, gik det op for mig, at det nu er 4 måneder siden, jeg sidst har overspist.
Yeah!!
Og idag havde jeg en skøn dag i godt selskab, i lækkert tøj og smukke smykker foran kameraet. Og selvkritikken holdt sig til derhjemme foran spejlet lige efter badet. Ellers var der stille. Bare nærvær og nede på jorden nydning.
En dag vil jeg gerne tabe mig igen. Jeg glæder mig til at føle mig sundere, stærkere, slankere og endnu mere tilpas og tilfreds i min krop. Det fortjener den. 
Energi og fokus bruges til det, som er vigtigst nu. Og der er en tid til alt.
Kæreste Gudinde. Du er unik. Du er smuk. Du gør altid dit bedste. Du ønsker altid at være noget givende for dig selv og andre. Du kæmper kampe ingen andre forstår. Du elsker dybt. Du holder dig tilbage i ønsket om at andre, må træde frem. Du er bange og modig. Du er sårbar og stærk. Du gør verden bedre. Du er værdig. Du skal ses og høres. Du fortjener glæde, kærlighed og succes…
Og lige meget hvad du siger til dig selv, så er det sådan!
Mit ønske er, at du vil turde tro på det, og leve som om det er sandheden.
Alt godt kommer til den som handler (i kærlighed og med måde, ik?!)
Namaste og fingeren ud smukke.
Kærligst, Karen.
