Karen come on, mere af det der kærlighed?! Nu blir’ det sgu for meget…
Ro på, læs nu bare videre. Du vil ikke fortryde det. Det er en virkelig god historie om den ægte kærlighed – og noget af alt det crap som følger med på vejen, til at nå dertil.
Som mange af jer ved, har jeg haft et ret begivenhedsrigt års tid med skilsmisse, bilulykke, flere dødsfald, fyring, rejser, opstart af egen virksomhed og i november afslutningen på et “løst” forhold med en fyr i Schweitz, som jeg var blevet ret glad for.
Der er også en del, jeg ikke har delt med jer før, og jeg vil starte historien der, med mødet og afslutningen af det forhold.
Michael og jeg møder hinanden, da vi er voluntører i Bosnien i starten af juni måned sidste år. Vi ses igen, da jeg er på Europa tur i bilen i september/oktober, hvor han er med i en måned. Vi er sammen som kærester er det, når vi er sammen, og kommunikerer som kærester gør det, når vi er væk fra hinanden. Men vi er ikke kærester, lover ikke hinanden noget, og spørger ikke ind til visse ting. Vi deler helt sikkert en fysisk tiltrækning, kemi og kærlighed, og det fungerer godt som det er. Jeg har aldrig før været så sexuelt tiltrukket af nogen. Fysisk er han min drømmefyr – naturligt muskuløs, perfekt højde, eksotisk udseende med mørkglødet hud, brune øjne og kraftigt sort hår. Han er drengerøv, og samtidig sådan en mand, som lige kan ordne og gøre. Sex er fantastisk. Vi griner meget sammen. Vores rejser og oplevelser sammen er nok de bedste, jeg har haft med en. Og det er i det hele taget meget nemt…
Men jeg kan mærke, at jeg bliver gjort forkert. Og meget af det er i forhold til de mest platte og overfladiske ting. Så er jeg ikke slank nok, mit hår er ikke langt nok, jeg har for meget makeup på eller jeg bor for langt væk. Og jeg tænker bare: Er du blød mand? Er du klar over, hvor heldig du er?
Jeg ved godt, at det handler om, at han gør sig selv forkert ift. nogle af de ting, han er udfordret af indeni. Jeg ved godt, at det ikke handler om mig overhovedet, og det ser ud til, at vi i den måned vi rejser sammen finder en fælles balance. Ingen af os lukker den anden rigtigt ind.
Så bestemmer jeg mig for, at jeg vil have mere!
Han vil og kan ikke. Begrundelsen handler igen om det overfladiske. Jeg tænker, om han mon virkelig selv tror på, at det er det, det drejer sig om.
Jeg beslutter mig for at nyde de sidste par uger sammen med ham, og så vil jeg fortsætte resten af Europa turen alene.
Han skifter imellem at ville helt tæt på mig, for så igen at trække sig væk.
Det her er absolut i en mildere grad, med det trækker tydelige erindringer frem, fra det jeg oplevede i mit ægteskab. Den følelse af at skulle kæmpe for at få lov bare at være mig, blive i mig selv, når jeg blev gjort forkert, og ensomheden som fulgte med.
Afskeden imellem Michael og jeg var svær, men jeg var også stolt af mig selv. Jeg havde haft en fantastisk tur med ham, det var tid til at afslutte det, og jeg skulle videre på min egen vej.
Men så sker der noget, da vi Skyper en dag, efter at jeg igen er hjemme i Danmark. Han viser ægte følelser. Han åbner op ind til et rum i ham, som jeg ikke har fået lov at se før. Derind hvor jeg vil ind, hvis vi skal noget mere sammen.
Det prikker til min nysgerrighed og lyst til at se ham igen.
Han begynder at tage initiativ, ringer ofte, og vi skriver meget sammen på en mere kærlig og intim måde. Stadig fuldstændig uden at love hinanden noget, uden kontrol eller planlægning. Bare kærligt og let.
Så i november tager jeg til Schweitz. Jeg beslutter mig for at være modig. At åbne op ind til mit hjerte, og de rum, som jeg også tidligere har afskåret ham fra. Jeg ved, at jeg skal afsted for at finde ud af, hvad det er, det her. Om det skal være mere. Om jeg kan blive forelsket i ham.
Og det kan jeg! Og det skal ikke være! Av for helvede!
Jeg bliver i min åbenhed, sårbarhed og femininitet. Vi deler de længste knus, de mest romantiske øjeblikke, de smukkeste oplevelser. Jeg er f. vild med ham, kan jeg godt mærke.
Men han kan, tør eller vil ikke lukke mig ind. Jo ind imellem vil han gerne. Men ind imellem er bare ikke godt nok for mig. Det er ikke til diskussion. Og det gør det også svært og sorgfuldt.
Han ved det godt selv, og skælder ind imellem sig selv ud, for at være dum, og at det er hans skyld, at det ikke fungerer. Jeg ønsker mest af alt, at han skal acceptere sig selv, lige som han er, sådan som jeg accepterer og holder af ham. Så vil han også kunne acceptere mig, og vi kan få lov til bare at nyde hinanden.
Men det går ikke, og da jeg siger farvel er det samtidig en afslutning af det kapitel sammen. Han ser ud til mest af alt at være ramt på sit ego, og han prøver ikke at stoppe mig.
Jeg slikkede mine sår, og i december måned bestemte jeg mig for, at tage skeen i den anden hånd, og gøre noget aktivt, dog i et roligt tempo.
Jeg havde lyst til at åbne lidt op dating og mænd og et ægte kærlighedsforhold igen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var klar eller havde lyst til at starte et forhold. Men åbenheden havde jeg lyst til igen. Jeg gjorde noget ved det, og mødte (ja, via Tinder!!) et par virkelig søde og betænksomme mænd. Udramatiske, uselviske med en lyst til at løfte og støtte mig, og mænd som tydeligt udtrykke hvor smuk og dejlig, de synes jeg var.
Det var nyt, og jeg nød det, og ikke mindst nød jeg det, det var et tegn på – at jeg har gjort et stort indre arbejde, og at de blot spejler noget af alt det, jeg er for mig selv. Jeg nøjes ikke!
Og så en måneds tid senere BANG!
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Men det er som om, at min sjæl, værdi og vibration, mødte en som de bare svingede med fuldstændig. Det var så overvældende, magisk og skræmmende. Og det kom helt bag på mig, at det skete allerede nu.
Jeg synes lige, jeg var begyndt at åbne op. Jeg havde jo bare ville smage lidt. Og så stod han der lige pludselig. Jeg vidste det allerede, inden han besøgte mig første gang, at der kunne være noget helt helt særligt her.
Og han var så modig, han åbnede sine hjerterum op, og forelskede sig hurtigt i mig.
Jeg følte, jeg gik fra at ville smage på datingliv og kærlighedsrelationer, til at blive tvangsfodret med noget, som egentlig virkede så potentielt stærkt og unikt, men som bare blev alt for meget for mig.
Han skulle ud og rejse 2,5 uge efter vi mødtes, og havde planlagt at være væk i 8 måneder. Den første halvanden måned afskåret fra omverdenen og al kommunikation som munk i et tempel i Thailand. Så tiden var knap, og jeg ville så gerne være sammen med ham, alt det der var muligt. Samtidig vidste jeg, at jeg var igang med at overfodre mig selv. Så jeg svingede imellem at ønske nærheden og til at bede om plads, og at han lige måtte tage det stille og roligt.
Jeg tillod mig selv at være lige der, og han tillod mig det også uden ego eller drama. Vi var hudløst ærlige. Når han blev ked af det, var det så svært for mig, at blive i mig selv. Jeg ønskede ham kun det bedste. Jeg ville ikke være en skuffelse eller et røvhul overfor ham (sådan som jeg tidligere havde oplevet fyre være overfor mig). Så jeg så på mig selv, min kærlighed til ham, mine gode intentioner, og øvede mig igen og igen i at sige: Det er ikke dit ansvar. Hvad han skal lære, kan du ikke vide. Karen, du skal blive her i dig selv.
Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig er blevet mødt eller har følt mig set og rummet på den måde før.
Det ser ud til, at alt jeg er, og alt jeg har med mig er okay. Ja, nærmest perfekt i hans øjne.
Med hans enorme mod blev han hurtigt et forbillede for mig.
På et tidspunkt sagde jeg til ham, at jeg nærmest ikke vidste, hvordan han så ud fra halsen og ned.
2,5 uge var gået med nærvær, nærhed, og stirren ind i hinandens øjne. Og ud over i soveværelset, havde der ikke været meget action.
Jeg vidste, at jeg havde brug for at opleve ham i handling og under mere normale omstændigheder, for at lære ham at kende, og mærke hvad det gør i mig. Men tiden var ikke til det nu. Med vores farvel og på gensyn vendte jeg igen opmærksomheden indad. Han skulle afsted på sin rejse, og for første gang i sit liv virkelig vælge sig selv.
Det er vigtigt for ham og også for det vi eventuelt skal sammen, at han gør det, og gør det godt.
Og der er også noget, jeg skal gøre for mig selv så længe…
Jeg har knoklet med kærligheden til mig selv, imens han har været væk. Jeg har vandet mig selv på alle mulige måder. Jeg har brudt mure og gamle mønstre ned. Jeg har fået aha oplevelser. Jeg har tudet, pint mig selv med selvynk, savnet, nydt mit liv, mit arbejde, mine kære og mig selv. Jeg har ofte tvivlet, men endnu flere gange smilt stort i forventningsglæde.
Jeg danser med mig selv om morgenen. Jeg ser mig selv stå lys og smuk. Jeg handler, følger muligheder, skaber succes lige der hvor jeg er. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så lidt indre selvkritik, og så meget egen kærlighed. Jeg er tilfreds. Jeg vil stadig mere, dybere, højere – og gerne sammen med ham. Men jeg vil have det hele uafhængigt. Og så vil det blot være ubeskriveligt fantastisk, hvis en anden kan bidrage og skrue endnu mere op for alt det gode, ja måske endda tilføje noget, jeg end ikke kan forestille mig.
Min fornemmelse er, at sammen med ham, vil mange ting i livet blive lettere for mig. Og det kan være fristende at kaste mig ud i det blot af den ene grund. Men det er udelukket.
Jeg tager et skridt af gangen. Jeg har lyst til at mødes på midten. Udforske sammen, lege sammen, handle sammen. Og så må vi se.
Jeg føler mig helt sikkert mere åben og klar, end sidst vi så hinanden. Og jeg er også klar til at bede om plads. Lad os bare glide med, lad os mødes, og så se derfra.
Imorges hørte jeg en ny meditation, jeg har lavet om ubetinget kærlighed. Det er sjældent, jeg lytter til mine egne meditationer. Men det var så perfekt. De billeder som skabtes inden i mig, gav ro, glæde og så meget mening. Og følelsen af kærligheden og trygheden i mig selv, var så stor. Det var helt perfekt.
6 uger er nu gået siden vi så hinanden sidst. Om en uge er han (som nu omtales som munken) igen ude af templet. Og så ringer han til mig. Jeg skal kigge ham i øjnene. Se hvem han er. Og lade ham se mig. Jeg er så spændt på det møde af vores øjne. Der bliver så meget at fortælle, så meget at lytte til. Jeg håber virkelig inderligt, at han stadig har lyst til at lære mig at kende.
Jeg ved ikke, om vi skal være kærester. Jeg tror det, og jeg tror, vi skal meget mere end det. Men jeg lader tiden vise det.
Om tre uger tager jeg til Thailand.
Om en uge skal vi snakke sammen igen.
Hvem er du nu? Har du stadig lyst mig?
Jeg er spændt, og jeg glæder mig til at lade dig vide, at mit frø er vokset, imens du har været væk.
Et lille frø som vokser.
Et lille frø som vokser, og langsomt finder vej.
Et lille frø i jorden som vandes, kun af mig.
Det får sit liv fra åen, som snor sig stædigt, mildt.
Og det lever, når det vandes af havet stærkt og vildt.
Fra jorden som er lagt, af alt det jeg har med.
Fra der hvor det er plantet, og igen skal finde fred.
Fra alle dem jeg møder, og som rør mig på min vej.
Fra ham som bringer solen og varmen, måske dig.
Og når du ikke ser det, fordi det er så lille,
så ved jeg at det lever og vokser lige så stille.
Et vigtigt frø som dette, som skal vokse til et træ,
skal ha’ tid til at slå rødder, helt roligt og i læ.
Det spreder sig i jorden, og mod himlen smukt sin krone,
og blir’ mit tempel, gemmested, min legeplads og trone.
Og det er her jeg mærker tillid og glæde vokse op.
Og her vi to kan mødes, og sammen sætte knop.
Så giv mig tid min kære, hvem ved måske en dag,
det lille frø jeg vander, kan blive vores træ.
Karen, 13.02.15
Du kan læse om Ronnis (og min) historie på hans rejseblog.
Det er en smuk, stærk og vigtig historie om “At vælge sig selv, selv når hjertet hvisker noget andet”.
https://bonjourn.al/journal/8043-a-giant-step-towards-the-unknown/page/15-Feb-2015
