OGSÅ TIL DIG SOM IKKE ER SINGLE!…

Okay, jeg er single og har været det i et år og fire måneder. Det har været/er fedt, for det har givet mig ro fra et turbulent forhold, til at opleve en masse med mig selv (som til tider også har været turbulent), mærke mig uden også at skulle manurere i/udenom en andens hurlumhej, vælge og gøre lige det jeg har haft lyst til, og til at (gen)opdage sider, værdier og styrker i mig.
Jeg har en sjælden gang imellem savnet nærvær og tosomhed med en mand, men det har ikke været, og er stadig ikke, en higen eller et stort savn. Jeg har det godt. Jeg handler på det jeg har lyst til. Jeg skaber noget for mig og for fremtiden. Jeg møder nye mennesker, og ikke mindst har jeg mødt en masse lækre mænd, som har vist mig, at de findes, og at de er der – dem som bare kan lide mig for den jeg er lige nu, dem som naturligt vil hjælpe og støtte mig. Og det har været helt fantastisk. Nogle få har været romantiske og intime relationer, men vigtigst har det bare været bund-gode mænd, som har vist mig noget, jeg har haft brug for – noget om dem, og om mig selv.
For tre uger siden mødte jeg en mand, med hvem der hurtigt er opstået kemi og kærlighed. Og det er både skønt og overvældende at opleve. Der er mulighed for noget særligt og stærkt i fremtiden. Det er bare ikke lige nu, at det skal defineres og puttes i en kasse, for jeg er ikke klar. Jeg er ikke færdig med at være “bare mig”. Det handler ikke så meget om, at jeg har nogle horn, jeg skal have rendt af mig først. Men det handler om, at jeg ikke er færdig med at mærke og vælge mig selv, før jeg 100% kan vælge en anden. Og jeg ønsker, at når den dag kommer, så gør jeg det måske stadig med en lille usikkerhed indeni (det ved jeg ikke endnu), men jeg gør det uden kamp med mig selv, i ro og tillid. Det skal jeg mærke, og det fortjener han at mærke. Jeg tror, det er det, som giver det stærkeste udgangspunkt i et forhold, at både han og jeg har valgt kærligheden til os selv først.

Jeg tror på, at vi selv er med til at skabe det vi møder, også det andre bringer ind i vores liv. Det jeg sender ud, er med til at definere det jeg modtager. Og den beslutning giver et hav af muligheder, for at tiltrække og opleve noget lærerigt, smukt og kærligt.
Jeg har dated en lille smule, og de mænd jeg har mødt, har været super gode mænd med velvilje, gode intentioner og med hjertet på det rette sted. Det har absolut ikke været en selvfølge førhen i mit liv. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at være nået hertil, hvor det jeg mener, jeg selv fortjener og er værd, det sidste års tid også tydeligt er blevet afspejlet i de mænd, jeg har mødt – nye venskaber, korte relationer eller romantiske forhold.
Tak for jer 🙂

Hvad er værdierne for dig ved det at være i et forhold? – Dyrk dem, hyld dem, “vand” dem og lad dem fylde sammen.
Hvad er værdierne for dig i at være alene? – Vær taknemmelig for dem, brug dem, prøv noget nyt, leg og lev.

Dater du men bliver gang på gang skuffet, så kig på, hvordan du ser på dig selv. Og hvordan du vælger, hvem du ønsker at date, og i hvilket forum i mødes. Hvilken slags mand eller kvinde er det, du ønsker at have tæt på i dit liv? Bliv helt klar på værdier, kvaliteter, hvordan du ønsker at vedkommende skal møde dig, få dig til at føle, hvad du kan tænke dig at give ind i det, at hvad I skal have sammen.
Har du brug for hjælp til at få defineret noget af alt det, og til at få øje på de mønstre i dig som gør, at du evt. ender med det ene “flop” efter det andet, så sig til. Jeg er lige her: [email protected]. Det behøver ikke være så svært, men det kan blive meget svært at knække koden, hvis du skal gøre det alene. Det du ikke er bevidst om, det kan du ikke ændre.

Nyd datinglivet – eller bare dig selv, dyrk passioner, venner og familie.
Nyd din kæreste – eller gør et stykke arbejde for det, og ellers flyt dig.
Du fortjener at nyde på alle måder. Du fortjener at være i noget, hvor selvom det måske ikke hele tiden er lige let eller lyserødt, så føler du dig værdsat og tilpas med dine egne beslutninger.
Se dig selv i øjnene – og nyd det.

Kærligst, Karen.

Links:

10 dating tips (jeg er ikke enig i dem alle, men et godt udgangspunkt – mærk efter i dig selv): http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE3941937/10+tips+til+at+forføre+og+date+med+succes/

Dating spiritual people 🙂 https://www.youtube.com/watch?v=4m1EFMoRFvY

All the single ladies: https://www.youtube.com/watch?v=4m1EFMoRFvY