Jeg er opvokset på landet, og vi (jeg) havde masser af kaniner. Jeg startede med en belgisk kæmpekanin da jeg var et par år, og da jeg var større og bestanden var på sit højeste, var der omkring 40 ninusser. De boede i store bure, som min far havde bygget, og jeg elskede at bruge tid sammen med dem.
Her mødte jeg Gud. Altså jeg kendte Ham i forvejen, men her var han også.
Når jeg gik i naturen for mig selv. Tæt på kaninerne. Udsigt over markerne. Syngende til fuglene. Snakkede med dyrene, med jorden og med det Guddommelige nærvær, som derude for mig selv blev stærkere og stærkere og mere og mere naturligt.
Derude var ingen dommere over mine digterier eller samtaler med kaninerne eller op mod himlen.
Der var bare… Renhed… Ægte “nu og her” og uskyld på en eller anden måde. Jeg brugte min tid på vigtige tanker og samtaler. Jeg lukkede min frygt og frustrationer ud. Jeg skrev poesi inde i hovedet, som senere blev til digte og sange. Jeg nød at være. Nogengange græd jeg. Men jeg dømte aldrig mig selv. Jeg var bare – sammen med dyrene og Gud og nød naturen og mit eget selskab.
Da mine forældre så skulle skilles og flytte fra gården, da jeg blev 18 år, så gjorde det simpelthen så ondt i mig – af mange årsager. Men noget af det jeg tænkte meget på, var tiden sammen med kaninerne, og alt det det lærte mig. Det var svært at slippe det sted og den uskyld.
Det er lidt mærkeligt, når jeg kigger på det nu. For det jeg gjorde var at afskrive hele det kapitel, eller den mulighed, som hedder familie. Måske fordi det var sådan en stor smerte for mig selv, da min egen familie (på den måde jeg altid havde elsket den) brød op. Jeg var i chok og smerte da min trygge base forsvandt, og det år blev starten på de næste mange års psykisk sygdom.
Jeg har aldrig rigtig overvejet, hvordan det vil være at stifte min egen familie. Det er ikke en drøm, jeg har haft.
Men så mødte jeg Ronni, som snakkede om familie, og et mangeårigt ønske om at stifte sin egen. Og ærligt talt så tænke jeg lidt i starten: “Ej, lyder det ikke lidt kedeligt”? Samtidig rejse der sig meget hurtigt i mig en ægte indre lyst til at få børn sammen med ham.
Tidligere havde min hjerne bestemt sig for, at jeg synes, det var vigtigt, og at det var noget, jeg ville. Men sammen med ham kom følelsen, og det var ret overvældende.
Og her er vi så denne påske, i fuld gang med at bygge rede imens min mave vokser. Vi starter vores egen familie i vores eget hjem. Og ja, med vores egne kaninbure selvfølgelig.
Her vil jeg igen gå, med den lille på ryggen, og tale med Gud og dyrene og glædes over enkelthed og livets gang. Og her vil vores børn blive større, og skabe deres egne stunder og pakke dem i minder. Og vi er dem, som gør det muligt. Og hvilket vidunder er det lige!
Så du kan vel nok se, hvorfor kaniner og Gud denne påske morgen hænger uløseligt sammen?!
Jeg ønsker for dig det lykkeligste liv. Med alt du drømmer om, og det du endnu ikke ved, du har brug for, for at finde din lykke. Din trygge havn.
Rigtig glædelig påske.
Kærligst, Karen.
