Sårbar, sensitiv og svag, sådan vil jeg beskrive mig selv for tiden. Jeg er helt lav på energi og overskud, og det reservelager jeg normalt henter kræfter fra, når det ellers ser ud til, at der ikke er flere, det er tomt. Det vil sige, hvis jeg virkelig ville, så kunne jeg helt sikkert godt frembringe endnu et løvindebrøl og en krampetrækning fremad, og folk omkring mig ville kigge måbende, og tænke: “Hvor får hun de kræfter fra? Det er utroligt, hun kan blive ved.” Og de ville klappe mig på skulderen, og fortælle mig hvor sej jeg er…
Men jeg gider ikke være sej lige nu. Jeg gider ikke kæmpe for de gode dage. Jeg lægger mig bare fladt ned i overgivelse til trætheden. OG det er lige der, at jeg ønsker at (gen)finde og mærke min egen indre styrke. Der i alt “elendigheden” vil jeg få øje på den. Ikke fordi jeg GØR en masse, men bare ved at VÆRE.
Hvis nogen beder mig om at beskrive eller bevise min styrke, så går jeg i fortiden og finder den i historier som det at flytte mig selv fra en voldsomt depressiv, psykotisk og selvskadelig tilværelse, til der hvor jeg er idag. Eller i historierne om skilsmisse, biluheld osv.
Og når jeg gør, producerer, handler og agerer med andre, er det som regel nemt for mig at mærke og bruge, den styrke der er i mig.
Men når jeg er stille og svag, og virkelig har brug for at mærke den del af mig, hvor er den så?
Jeg er igang med at finde den, ikke i fortiden, men lige her og nu – under dynen på sofaen.
Lige der hvor jeg ikke prøver på at lave mig selv om. Men der hvor jeg tillader mig at være svag. Der hvor jeg lægger brynje og sværd og stopper med at kæmpe eller forsvare mig. Der hvor jeg accepterer, at lige nu kan jeg ingenting uden kamp, og lige nu VÆLGER JEG SELV ikke at kæmpe.
Der gemmer den sig – styrken.
Det er virkelig udfordrende at tillade mig selv at være i den proces. Og jeg oplever, at det også er udfordrende for nogle af dem omkring mig. De ønsker af det bedste hjerte at hjælpe, så de foreslår forskellige ting jeg kan gøre, sige, ændre eller tage mig til, de kommer med mulige forklaringer og venligtmente løsningsmodeller.
“Hold nu kæft”, siger jeg så nogen gange på en pæn måde! Jeg gider ikke. Jeg gør hvad jeg kan og har lyst til de dage, hvor overskuddet på energikontoen er tilstede. Jeg nyder, det jeg kan.
Og de andre dage, der gør jeg indenting, kommer ingen steder, ser tv hele dagen på sofaen, er sammen med min trætte krop. Eller også så gør jeg lidt alligevel – ser 10 min. Wayne Dyer, mediterer og blir’ irriteret over ikke at kunne slappe af i det, tuder og snotter, holder lidt om mig selv, har lyst til at sende en klynkende “kom hjem” besked til kæresten men gør det ikke, læser et citat på Facebook som sætter noget igang, finder træt computeren, begynder at skrive…
Jeg skiller ordende på skærmen ad. Jeg kan mærke, at noget er rigtigt. At jeg er på rette vej, helt uden kæmpen. Og det giver mig en følelse af… MIG.
Jeg stryger mit mod over kinden og giver mit hjerte et øjebliks opmærksomhed. Det er her vist endnu det hele. Jeg er her endnu.
På vej og mere stærk i min svaghed end nogensinde før.
<3 Karen.
