Min følsomhed bliver ved med at overraske mig, ved at åbne døre til stadig flere glemte rum, som i mange år har været lukket og forseglet. Mange gange (både som barn, og nu som voksen i selvudviklingens verden) har jeg hørt: “Du skal ikke have det sådan. Du skal ikke være ked af det. Du skal lære at beskytte dig, så du ikke bliver så påvirket af andre”…
Men ved du hvad? Måske har jeg det lige præcis sådan, som jeg skal have det. Måske bliver jeg lige præcis, lige tilpas påvirket af andres handlinger. So shut it! Jeg vil ikke beskytte mig med sværd og skjolde. Jeg vil ikke lave beskyttelsesrum omkring mig, når jeg er sammen med andre.
Jeg vil tage chancer. Jeg vil elske og lukke mennesker ind. Jeg vil brænde nallerne – igen. Jeg har så stor tillid til mig selv nu, fordi jeg kan se, at jeg har lært af alt, livet har vist mig. Jeg er en “comitter”, ikke en “quitter”. Og jeg stikker ikke halen mellem benene, eller gemmer mig væk for mennesker og kærligheden, af frygt for at blive såret. Jeg ved, jeg bliver såret. Men jeg ved også, at det ikke er hjertekrampende, altomsluttende, ødelæggende sorg, fordi jeg ikke længere mister det dyrebareste jeg har – mig selv! Det gør, at jeg stadig kan sætte grænser og vælge til og fra. Og jeg ved, at der er gaver og læring og kærlighed i hver eneste udfordring. Jeg behøver ikke nødvendigvis gå på udkig efter dem. Nogle gange er de åbenlyse, andre gange skal livet bare have lov at være noget møg, og det er nok, bare at vide, at de er der og venter.
Sådan som jeg ønsker, at vi alle skal behandle hinanden, sådan gør jeg mit bedste for, hver dag, at behandle mig selv.
Med gode menneskers hjælp, og ved hjælp af alle livets uroligheder, har jeg flyttet mig selv fra at leve i et voldsomt følelseshav, hvor depressive tanker skyllede ind over mig, og hvor mit negative selvbillede var understrømmen, som konstant forsøgte at trække mig ned, og til her hvor jeg er i dag.
Her hvor virkeligheden er, at jeg har levet ensomt og afvist i ægteskabet med en mand, som jeg bare så gerne ville have lov at elske og dele livet med. Virkeligheden som er, at han sluttede vores ægteskab, imens jeg måtte acceptere, at han ikke ville, kunne og turde. Han ville væk, og jeg oplevede den fuldstændige afvisning fra min elskede…
Og nu er virkeligheden, her 3 måneder senere, at jeg er fuld af taknemmelighed til ham. Jeg er taknemmelig for, at han viste mig så tydeligt et billede på, hvordan jeg også i mange år har afvist mig selv og min fine følsomhed, og hvordan jeg er klar til noget andet. Han har hjulpet med at tydeliggøre for mig, hvilke værdier der er mine, og hvad jeg vægter højt – alene og sammen med andre. Jeg er taknemmelig for, at han gjorde det forbi og satte os fri. Vigtigst af alt, er jeg taknemmelig for, at han har lært mig om kærligheden til mig selv. Det er den smukkeste gave, han kunne give mig.
De sidste år har gjort mig klar til at kunne slippe begrænsningerne, og nu er der plads til at springe ud som mig – med nye blade som stadig åbner sig, og viser mig deres vigtighed som en del af helheden.
Her er jeg…
