I går fik jeg en lille snak med en af de lokale Hus Forbi sælgere.
Han er hjemløs, usoigneret, bander som bare faen og er i det hele taget ikke specielt tiltalende hverken i udseende eller energi. Men han er et menneske lige så levende og værdigt som mig. Og han kender til udfordringer og smerter som jeg. Og hans følelse af ikke at passe ind, den får min “jeg er udenfor/jeg er anderledes” til at få røde kinder.
“Jeg blir’ sgu også flov. Men jeg klarer mig selv. Så’n er det”, sagde han.
Så’n er det!… Jeg har lyst til at fortælle ham om begrænsende tanker og tankemønstre, selvbevidsthed, egenkærlighed og om alt det som er muligt, hvis man tror på det, og tør handle ud fra det… Men jeg gør det ikke. Opgaven er stor, manden er måske slet ikke interesseret. Jeg kender ikke hans vej. Det stikker let i maven, da jeg hurtigt opgiver tankerne om at være den lille fe med tryllestøvet. Og i stedet vælger jeg at være den, som giver ham ekstra 30 kr, et stort smil og lidt af min tid. Mit ønske om at han skal vide, at han også er noget og er værdig, den brænder i mig. Og da han siger: “De fleste lader fandeme som om, de ikke ser mig”, flyver det ud af min mund “jeg ser dig”. Mine øjne som kigger lige ind i hans, gør ham vist flov et øjeblik. Men så smiler han lidt, og siger: “Tak”. Jeg kan mærke, at han mener det, og jeg mener det også, da jeg siger “selv tak”.
Sidst jeg talte med en hjemløs var i december måned. Det var deres storhedstid, helt klart. Og det er også det han fortæller mig i dag. “Det er sgu som om, at folk bedre kan se os hjemløse til jul. Men det er stadig skide koldt, Karen”, siger han.
Han har ret. I både det ene og det andet, tror jeg.
Jeg giver ham 50’eren, takker for snakken og ønsker ham god vind.
Og så skynder jeg mig hjem til sofaen, computer og stearinlys.
Undervurder aldrig den betydning du kan have for andre. Det kan være små gestuser, betænksomhed og bare nogle få minutter af din tid. Jeg ved ikke, om den hjemløse har tænkt på mig siden, men jeg ved. at han har hjulpet mig med at vokse bare en lille bitte smule, med at mærke hvem jeg er og med igen at se alt det, jeg har at være taknemmelig for. Og måske han også berører noget i dit liv lige nu… Alt det bare fordi han gav mig 5 minutter af sin kostbare tid.
Tak
