Kvinden på toppen af bunden.

Så blev det sidste dag her. Jeg er træt, rørt og meget glad indeni.
Jeg drømmer om at være mega rig, og så kunne rejse rundt i verden og lave arbejde og dele pengegaver ud. Tænk at være en lille velgørenhedsfe, det må være mit drømmejob!

Efter en lang nat med arbejde og tøsesnak er Amila og jeg tidligt oppe.
Et bad mm. kan gøres virkelig hurtigt, når man ikke skal sætte hår og male ansigtet også, det kunne jeg godt få hang til!
Dagen er nøje planlagt, for der er meget som skal nås, inden min tur går videre til voluntørarbejde ved pyramiderne i Visoko.
Anel The indian kommer og henter mig, så jeg kan komme ind til byen og hæve penge til familierne, som jeg skal besøge og hjælpe idag. Bagefter sætter han mig af ved SOS Punkt.
En meget bleg dame (som viser sig at være nyrepatient) er gået flere kilometer for at hente gratis forsyninger. Hun er ude af døren med oppakningen, da Ermina og jeg løber efter hende for at tilbyde hende et lift hjem.
Familiens hjem ligger højt på en bakke, og alligevel er gulv og vægge ødelagt. Grundvandet er steget så højt, så de har måtte bore huller i ydermurerne for at lukke vandet ud. Der er meget smukt her på deres frodige bakke. Men ægteparret er tyngede og bekymrede, for lige nu lugter deres hjem af fugtig karklud, og der skal også være råd til medicin til konen. Jeg fortæller dem hvor ked af det jeg er, over den situation de er i. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige. Her kan min positive psykologi godt tage sig en slapper.
De takker mig igen og igen for at komme, og fortæller mig hvor meget det betyder, at nogen tænker på dem. “Of course”, siger jeg og synker klumpen i halsen. Det er tid at komme videre.

At give og modtage – The circle of love.

Med penge på lommen besøger jeg de tre familier.
Alle forsøger de at holde på sig selv, hvilket ikke går særlig godt for nogen af dem… Eller for nogen af os!
Jeg elsker at møde dem i et oprigtigt knus lige der hvor panseret bryder ned og tårerne bryder igennem.
Alle har deres egen historie, deres egne udfordringer og bekymringer. Men også deres egne styrker, tro og måder at komme igennem alt dette.

To familier fik penge til at lave nyt gulv, og en familie har måttet skære halvdelen af væggene ned i det meste af stueetagen, også den ind til naboerne, så deres førsteprioritet er at få bygget dem op igen. Fælles for alle er, at deres badeværelser og køkkener er ødelagte. Det samme er møblerne, som har stået i stueetagen.

Efter besøgene drønede Ermina og jeg videre ud og handle. Pga. jeres bidrag kunne jeg købe forsyninger til SOS Punkt – Masser af dåsemad (som man ikke behøver køkkener for at tilberede), babymad, olie, mælk, rengøringsmiddel mm. Det var en fed fornemmelse også at gøre noget, som er til gavn for flere.
Tak, tak, tak for jeres bidrag.

Jeg har været så meget i mit hjerte i dag, jeg har gjort noget godt, og jeg har følt mig forbundet med mennesker som jeg ikke engang kan tale med.
Jeg vil lade billederne tale for resten af denne oplevelse…

Spread the love <3

Tid til farvel. Nye eventyr venter.

Tanken om hvordan jeg efterlader dem i lorten her, imens jeg smilende vinker farvel og tager afsted mod nye eventyr, strejfer mig. Jeg bestemmer mig for i stedet at vælge tanken om taknemmelighed for mit liv.
Jeg vinker, smiler og sender fingerkys afsted igennem bilens ruder. Beriget og med en udvidelse af alt jeg er, tager jeg afsked med Sanski Most.

Sammen med mine tre nye venner og bodyguards, Anel, Anes (en ung fyr, som var ret ivrig efter at sidde ved siden af mig på bagsædet, og det fik han lov til, og det var selvfølgelig super hyggeligt) og Djenen tager vi den ca. 5 timers lange tur igennem Bosnien.
Jeg troede, jeg kunne hoppe på en bus eller et tog til Visoko, men igår fandt jeg ud af, at der kun går en bus, og den kører fra Sanski Most kl. 6.30 om morgenen. Hmm. Men Anel tilbød at køre mig, og det her er også meget hyggeligere.
Vi hører Musik, fortæller uartige jokes (de gør, jeg kender desværre ingen), ryger smøger i bilen og min hosten minder dem på at rulle vinduerne ned, vi tager en lille stiktur til et stærkt vandfald, og holder en pause så drengene kan få deres bosniske kaffe og den traditionelle cevapcici. Min mave er fuld af indtryk, så jeg hopper over.
Anel fortæller om hvordan han drømmer om at komme til Grand Canyon, rå natur og indianere. Jeg har været der. Og jeg har været i Las Vegas som ligger tæt ved to gange. Der hvor titusinder af mennesker hver dag smider penge i en automat og trykker på den blinkende knap imens de drømmer om kæmpegevinsten. Anel vil bare gerne føle friheden. Jeg håber, han får opfyldt den drøm en dag.

På bagsædet fortæller min unge bejler historier fra sin barndom. De handler ikke om cykelture, jordhuler eller kysselege, men om lyden af sirener, krig, flugt, at finde sig til rette i et nyt land med mange muligheder og omsorgsfulde lærere, for så at blive revet væk fra det hele og vende tilbage til et ødelagt Bosnien. Endnu et menneske som forsøger at finde mening, forløsning og ro.

I skal altså også lige have historien om bilen… Anel sagde til mig igår, at hans bil er for gammel, og ikke god at køre så langt i, men at Amilas onkel har en der er meget bedre, som vi kan låne. Så jeg får straks billeder i hovedet af en fin bil med rene sæder. Men bilen vi skal afsted i er så en gammel Polo fra 1995 eller noget i den stil. Den stinker af smøger og larmer så meget, at vi nærmest skal råbe til hinanden. Men det gode er, at den ikke kan køre ret stærkt, til stor morskab for dem og stor lettelse for mig.
Jeg har det godt, er tryg og føler mig accepteret og inkluderet med mine nye venner.

I Visoko hilser jeg kort på de andre voluntører, inden vi fire går ud til øl og afsked.

Der har været så mange tårer og kram i dag. Jeg er rørt og ydmyg.
TUSIND TAK til alle som har bidraget, jeg håber, I kan føle bare lidt af det, jeg føler lige nu.
Et kapitel slutter og imens gør et nyt sig klar til at tage sin begyndelse.

Hvala svima/ Tak allesammen. <3