Dagen hvor jeg leger Ulla Terkelsen, får nok af dramaet og gør noget godt!
I dag er “White Armband Day” og en sorgens dag for mange i Bosnien. De mindes tragedien og drabene på tusindvis af mennesker under krigen.
(Også) i dag arbejder mennesker side om side for retfærdighed og bedre tider.
Og for mig har det været en laaaang og gooood dag.
Min nye veninde Amila og jeg arbejder stadig. Jeg har mødt så mange mennesker, som trods modstand, korruption og trange tider kæmper for det de tror på. Det er så stærk og rørende at være en del af. Og meget inspirerende for mit eget liv. Jeg tror på, at det nytter noget at handle. At passion er en stærk drivkraft. At mennesker mødes og venskaber opstår trods forskelligheder. At forståelse og respekt skabes med åbenhed. Og det gode VIL sejre, det sker hele tiden, hver dag, også selvom det måske ikke ved første øjekast ser sådan ud.
Byen har lavet et SOS Punkt. Det er der hvor forsyninger af mad, vand, tøj osv. opbevares, og hvor indbyggerne kan komme og hente det de har brug for. Det er også her hjælpeteamet samles til møder og planlægning. Jeg er med til et møde i dag, og der er røre i tropperne, frustration og uoverensstemmelser. Mange er trætte efter mange intense dage med nødhjælpsteamet plus de har deres egne familier og ødelagte hjem at tage sig af, og det ser ud til at skabe misforståelser og korte lunter nu.
Det er tid til at skrue lidt ned for blusset nogle dage, det håber jeg, de får mulighed for snart.
Amila er koordinatoren. Hun er så sej. Hun er tydeligvis en ildsjæl. Modsat langt de fleste andre her (hvis ikke alle andre) er hun vant til græsrodsarbejde og aktivisme. Hun arbejder super dedikeret med dette projekt, og knapt så dedikeret med sit arbejde i Sarajevo, så chefen har haft et par alvorlige samtaler med hende. Hun bliver pisse sur. Der er vigtigere ting i verden end arbejde. Det må vente, mennesker har brug for hende her.
Hun virket enormt vellidt. Hun stopper og hilser og snakker med hveranden person vi møder. Hun snakker og smiler… Men hun er også skrap på en måde, som jeg ikke helt har regnet ud endnu. Hun kan pludselig virke stødt, over noget jeg siger, og fortæller mig så hvad jeg skal og ikke skal. Sådan lidt “my way or the highway” agtigt. Jeg tænker det nok ikke er helt unormalt for hårdtarbejdende ildsjæle som hende. Og jeg lægger ikke så meget i det. Amila er sgu mit nye idol!
Vi tager ud til brandstationen hvor donationerne til byen står. Det er her, der er tvivl omkring det som foregår, om det er reelt og om Røde Kors (vist kun en mand de mistror, men desværre bossen) fordeler donationerne ærligt.
Amila siger, at jeg kan lade som om, jeg er journalist, så går det hele nok lettere. Så jeg tager hende på ordet og forvandler mig til undercover Ulla Terkelsen. Jeg taler med de forskellige parter, tager billeder og forsøger at se lidt vigtig ud, og det går forrygende. Men journalistik er svær, ihvertfald er det svært at komme med nogen konklusioner på uoverensstemmelserne og de forskellige historier.
Midt i alt hurlumhejet ankommer byens borgmester, et par andre mænd i jakkesæt og en kameramand fra det lokale tv. Borgmesteren viser stolt lageret frem. “Se hvad vi har, se hvad vi kan, se vi deler med andre byer, se vi samarbejder, se alt er godt”, gør mine venner nar. Den flinke borgmester smiler og giver hånd til mændene i jakkesæt og bossen fra Røde Kors, imens han kigger ind i kameraet. Det her er guf for en journalist!
Efter mange diskussioner og ophedet debat laves der en mellemløsning, og en lastbil blir’ hurtigt pakket.
Bagefter kører Anel, byens indianer med et meget fint hjerte, og jeg efter en lastbil fra Holland (tror jeg det var) som skal uddele nødhjælp. Bilen er fyldt med pumpede fyre, som med lynets hast bevæger sig fra det ene hus til det andet. De læsser nødhjælp af, kalder husets beboere ud, løfter børnene op og poserer for kameraet. Det samme scenarie gentager sig ved hvert hjem. Jeg kan ikke lide at kigge på det. Som om de børn og de menneskers tragedie skal være deres Facebook trofæ. Jeg siger til Anel, at jeg ikke har lyst til at være med til det. Jeg er ikke sikker på, at han oplever det, som jeg gør. Men vi kører, og jeg får mig en drama pause i Erminas stue.
Ermina og jeg får snakket om familierne som kan bruge hjælp. Hun har nogle foreslag, og fortæller lidt om deres liv og behov. Vi besøger den ene familie, og skal besøge de andre imorgen, inden jeg skal videre.
Resten af dagen drejer sig mest om at planlægge hvordan pengene og morgendagen bruges bedst. Vi drikker øl ved floden og snakker forskellige forslag igennem.
Vi havner også i en sidste skoledagsfest som involverer det halve af byen og mange festklædte mennesker. Piger ligner uartige prinsesser i deres outfits. De er smukke, og jeg føler mig lidt ved siden af i mine jogginbukser og ingen make-up. Men vi har vigtigere ting for end malplaceret forfængelighed lige nu.
Vi mødes igen i min værtsfamilies stue. Klokken er omkring midnat, alle er trætte men samtidig opløftede, og vi skal have styr på de sidste aftaler inden vi bryder op.
Og nu sidder Amila og jeg så her i hendes lille værelse i moderens hjem. Vi skriver opdateringer om dagens begivenheder, imens vi ryger flere smøger, spiser mere chokolade og drikker mere te.
Snart skal vi sove…
Godnat og kærlige hilsner herfra.
