Hvor(når) skal man starte?
Jeg har netop været ude og cykle en tur rundt i byen sammen med min ven Ali. Her ser pænt ud (udefra) de fleste steder, det er kun husenes facader, vandpytter og storskrald, som viser spor efter vandet.
I kan se på facaderne, hvor vandet er nåt til. I de gader I ser her, sejlede man rundt i kano for bare en lille uge siden. Nu er oprydningen og opbygningen igang.
Humanitære organisationer arbejder i området, og leverer en del mad og vand. Og fraflyttere pakker bilen og vender tilbage med diverse. Så det største problem lige nu er, at befolkningen mangler materialer til genopbygning af deres hjem, og møbler, som blev ødelagt af vandet.
Vi har aftalt at holde møde senere i dag, for åbenbart er alle så stressede og trætte, at de har brug for at slappe af i dag. Så pt. er min største (og eneste) bedrift, at hjælpe med at pakke en lastbil med rengøringsmidler, som skal ud til folk… Og tillader mig at tro på, at det at vise interesse, smile og forsøge mig på bosnisk også er en slags bedrift til glæde og gavn.
Om lidt skal jeg ind og se et af de svært ramte huse. Kvinden sidder lige nu her i stuen og græder opgivende igennem den hårde facade. Jeg er glad for at kunne hjælpe – tak for jeres bidrag.
Kan vi le for meget?
Jeg har fået min første bejler (læg mærke til ordet “første”, jeg regner selvsikkert med, at flere byder ind!!)
Jeg har haft en dejlig dag med Ali. Og jeg har lært så meget, om et menneske som lever og tror på en helt anden måde end mig.
Jeg spurgte, om vi kunne tage i den store Moske i byen, og Ali lyste op med det samme. Han købte mig et tørklæde, og bad mig tage det jeg havde om min hals, rundt om livet i stedet. Vi grinte og grinte på den lille plads foran Moskeen. Han viste mig, hvor mænd og kvinder vasker sig, inden de går ind. Der er et rum til hver og en lang lav vask langs væggen på den ene side. Der vasker de fødder, hænder, arme, ansigt, mund, næse og hår fem gange i træk. Så er de rene, og kan gå ind i den hellige Moske. Hvis de bander, tænker beskidte tanker eller spiser, må de starte forfra.
Der er to indgange, en til mændene, som helt tydelig er hovedindgangen, og en til kvinderne som ligner en almindelig dør. Kvinderne går ovenpå under messe, og mændene er i det store lokale nedenunder. Det er her, vi skal ind.
Vi sætter skoene udenfor indgangen, inden vi går ind. Og Ali vender sig mod mig: “Nu skal vi være alvorlige”.
Hvor er det bare langt fra min lille kirke i Herning, hvor alle kommer som de er, går ind ad samme dør, og hvor tanken er, at jo større smil og jo højere latter, jo gladere en Gud.
Her er smukt og højtideligt på en anden måde.
Rummet er stort med en fantastisk akustik. Der er en slags alter og prædikestol i udskåret træ og en kæmpe lysekrone, men ellers ikke noget prangende.
Under messerne står Imamen i retning mod mekka, og alle ligger på de grønne tæpper på gulvet vendt hans vej.
Der er bøn 5 gange om dagen, med mindre man, som Ali, er hjemmefra, så må nogle af bønnerne lægges sammen.
Vi taler om Gud. Ali fortæller, at han tror, at oversvømmelsen er skabt af Gud, fordi Han er utilfreds med nogle i befolkningen. Han spørger, hvad jeg tror. Ja, hvad tror jeg? Jeg tror alt er Gud, og Gud er en ubeskrivelig, kærlig skabene kraft. Jeg tror ikke, Han sidder et sted og peger skyldnere og syndere ud, og slår pisken over os. Jeg tror, Han glædes over at to mennesker med helt forskellig baggrund, tro og kultur oplever en indre kontakt med, og respekt for, hinanden.
Ali fortæller historier og viser billeder fra Mekka. Han ser lidt for lykkelig på mig i mit nye tørklæde.
Trods de fleste her er muslimer, så ser jeg ikke mange kvinder med tørklæde, heller ikke min værtinde Ermina bærer tørklæde.
Jeg spørger ham, om han ønsker, at hans kone skal bære tørklæde eller burka (som her hedder niqab). Ja, han vil gerne have en kone med niqab. Hvorfor, spørger jeg?
“Når kvinden bærer niqab, er hun smuk kun for sin mand. Hvis hun går ud i shorts og top, så vil andre kigge på hende og bedømme hende. Måske vil en anden mand blive interesseret, og de to bliver forelskede, og hendes mand vil få det dårligt,” svarer han.
“Så tildækning er til for at beskytte manden for sit eget dårlige selvværd, og ikke for kvindens skyld,” spørger jeg med et lille smil. Jeg får ikke rigtigt et svar, men i stedet en historie om et ægtepar og kærlighed. Jeg vil gerne tale meget mere om emnet, men Alis engelsk er ikke ret godt, og han vil slet ikke kunne følge med i alt det, jeg har lyst til at sige og spørge om.
Jeg vil spørge Ermina senere, hvad hun tænker, og hvordan hun opfatter tildækningens virkning.
Vi afslutter udflugten med en kop kaffe ved Sana floden. Vi taler om venskab, og får totalt grineflip, da vi vil tage et billede til Facebook. Min ven virker pludselig trykket. Vi har det for sjovt. Vi griner for meget. Jeg er for sød. Og så at lægge det på Facebook! Han ved, nogen vil reagere og tænke sit. Efter to timer på cykel rundt i byen, er der allerede folk som snakker. Så siger han: “Det er ikke sundt for helbredet, at bekymre sig om, hvad andre tænker” – og poster billedet.
Han har så evigt ret. Og jeg glædes over, at jeg er fri som fuglen.
Vi tager afsked efter et måltid med gullasch og brød.
Jeg kigger lige ind i hans lyseblå øjne, imens han takker for venskabet og fortæller mig, hvilken særlig kvinde, han synes, jeg er. “Se”, siger jeg, “selvom jeg ikke bærer niqab men shorts og t-shirt, så kan du se hvem jeg er, og holder af mig for mig.”
Og jeg holder af min ven for den han er, og alt det smukke han har indeni. Han er en god mand.
Vi krammer og vinker farvel.
Dovidenja kære ven.
Der hvor det gør lidt ondt i hjertet, og jeg vælger at kigge den anden vej.
De har en hund. De kalder den for kæledyr. Og bortset fra, at jeg stadig ikke har set nogen klappe den (måske derfor den er så sky), den er udenfor dag og nat, den har væskende sår på siden af kroppen, og dens uglede pels falder af i totter, så kan man vel godt sige, at det er et kæledyr.
Genkendelse i forskellighed.
Jeg er virkelig glad for min værtinde Ermina. Vi har klikket fra starten. Og her på anden dagen begynder vi virkelig at tale åbent sammen.
Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg er mega sulten! Kl. er halv ti, og vi har ikke fået aftensmad. Knægten har spist chips og chokolade og nogle pastaskruer. Vi har drukket te og kaffe og nippet af chokoladen. Jeg kunne spise det hele på nul komma fem! Tænk hvis de ikke har mere mad. Men hvorfor spiser de så chips og chokolade? Jeg forstår det ikke. Sådan var det også sidste år, jeg var her. Vi fik så meget chokolade og kiks, og så lidt ordenligt mad. Det kan ikke være godt for hverken krop eller psyke, og de er da pressede nok i forvejen, de vil have godt af mere groft og grønt… Åh, jeg er så klog, men åbenbart ikke klog nok til bare at spørge!
Jeg ved, de ikke har meget, og bestemmer mig for, at imorgen vil jeg give familien nogle penge til mad eller nyt gulv, eller hvad de nu har brug for.
Så endelig ved ti tiden spørger de, om jeg er sulten. “Jaee, lidt,” svarer jeg. “Hvorfor har du ikke bare sagt det?”, spørger manden Ferid. Og det er sgu et godt spørgsmål!
De finder brød, pølse og ost frem, og da sønnen på 4 år endelig er lagt i seng, sætter vi os og spiser.
Senere da manden og alle fire børn er gået i seng ovenpå, sidder Ermina og jeg i deres stue, som også er indgang og køkken, og taler. Vi er så trætte begge to, og jeg har næsten ikke noget stemme tilbage. Ermina har fundet nogle balkanske drugs, som jeg drikker, og håber at hals og snot snart blir’ bekæmpet.
Jeg vil gerne spørge hende om det med islam, kvinder og tørklæder, men er lidt usikker på hvordan, for jeg vil ikke fornærme eller såre nogen. Efter det med maden bestemmer jeg mig for, bare at spørge lige ud – God beslutning som end ikke gør, at hun hæver et øjenbryn.
Ermina fortæller om, hvor forskelligt muslimer lever her. Tørklæde er for eksempel ikke noget for hende, og jeg har da også hørt et par bandeord flyve hen over bordet, og set en enkelt øl ved aftensmaden. Hun tror ikke på en Gud som sætter os i verden med alt vi indebærer af lyster, tanker og følelser, og som så sidder et sted og kigger ned, og venter på at vi dummer os, så Han har noget at lave, og kan sende et uvejr afsted.
“Who am I to judge”, siger hun.”Amen”, svarer jeg.
Vi får en lang snak om Gud, kærlighed og det at vokse og udvikle sig livet igennem. Vi lever så forskelligt, men tænker og oplever verden så ens på mange ommåder. Det er forunderligt, hvordan det med nogen mennesker er trættende bare at holde en smalltalk igang, imens det med andre er næsten umuligt at få sig snøvlet i seng, fordi det bare er så hjertevarmt, genkendeligt og spændende at tale sammen.
En af de ting, som Ermina sagde, som ramte mig, er hvordan hendes hus er et bevis på, at mennesker kan samles på tværs af grænser, overbevisninger og tro. Befolkningen bliver konstant fodret med, at der er opdeling. F.eks. hedder befolkningen i Bosnien ikke bosniere, men kroater, serbere og muslimer. Der er endda tre præsidenter, en for hver gruppe. Det politiske system blev oprettet for at afslutte krigen, så alle kunne blive hørt, og fik del og noget at sige. Om det stadig er den bedste måde at styre landet, det håber jeg, er op til diskussion.
Men her i den lille stue, her kan man altså finde lighed, og lige nu er jeg så heldig at være en del af det.
Jeg siger, at jeg synes det er så smukt, at jeg kommer med en pengegave indsamlet i en kristen kirke i Danmark, og kan give den videre til muslimske familier, uden der bliver stillet spørgsmålstegn. Og omvendt tager jeg imod min muslimske værtsfamilies gæstfrihed.
Denne dag har virkelig været i venskab og lighedens tegn.
Næstekærlighed er et universelt sprog.
Hvala <3
