Mødet med mine værter, dødskørsel, en kold seng og et Røde Kors som snyder?!
Jeg ligger i en seng i Sanski Most, alene i et hus som lugter af fugtig kælder. Sikkert ikke det bedste for en forkølelse. Jeg trækker sengen ud fra den kolde væg, og putter mig under tæpperne, imens jeg drømmer lidt om en mand at varme mig på.
Ermina er allerede i gang med at lege Amor, og mener bestemt at jeg skal finde en bosnisk mand. Men DET har jeg lovet min mor, at det gør jeg ikke!
Jeg er spændt på hvad morgendagen bringer – og nu tænker jeg ikke på mænd! Jeg glæder mig til at se byen i dagslys. Det eneste der rigtigt stod frem ved ankomsten i mørket, var moskeernes lysshow, som spejlede sig i de mange vandpytter.
Ermina og hendes mand (som har et navn, jeg endnu ikke har forstået) virker søde og meget… “balkanske” (Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen med denne hurtige fortolkning). Det vil f.eks. sige, at de ikke går så højt op i regler, rammer og tidspunkter, de pjatter en del, griner, slår ud med armene og rynker brynene, udviser ikke den store opmærksomhed hverken for hinanden, de fire børn eller mig.
Ermina taler lidt engelsk, hendes mand siger ikke et ord.
Bilturen fra Zagreb til Sanski Most var absolut dagens oplevelse – ikke mindst for en, som lige har været så tæt på døden.
De to mindste børn er med i bilen, hvoraf den yngste er 8 måneder, og ingen af dem har sele på. Til gengæld kører faren, med det svære navn, 115 km. i timen ud af små landeveje fyldt med huller og sving. Jeg forsøgte at holde mit fokus på en samtale med Ermina, imens jeg sendte bønner opad.
Vi snakker selvfølgelig om oversvømmelsen og dens konsekvenser. Jeg spørger hende, om folk er forsikrede, så de kan få hjælp til at ordne deres hjem igen. Hun griner og siger: “Insurence is a luxus. We almost don’t have money for food”.
Ok, godt svar på et dumt spørgsmål!
Regeringen siger, at der måske kommer nogle penge til hjælp. Men det er vist et ret stort måske, og ingen tror på det. For lige at give et eksempel på, hvorfor de (ingen!!) stoler på regeringens “måskeer”, så har Ermina været på barsel i 8 måneder, og har ret til barselspenge, hun har bare ikke fået nogen endnu. Den var sgu ikke gået i Danmark. Vi er så berigede, især med de ting, vi tager for givet.
Så befolkningen må klare sig selv – igen. Og det smukke er, at det gør de. De hjælper hinanden på tværs af grænser, religion og fortids stridigheder. Endelig. Det er smukt.
Som Ermina siger: “En krise bringer altid noget godt med sig”. Og hun har ret.
Røde Kors er i området, og imorgen kommer en lastbil med tøj og mad… Ermina taler om, at de mistænker Røde Kors for at snyde med rationerne og forfordele goderne. Det lyder ikke godt, men vel ikke usandsynligt. Det kunne være, jeg sku prøve at stikke min næse lidt i det imorgen?!
Og så skal jeg finde ud af mere om, hvad det er, de mangler mest, og hvor pengegaverne som jeg har samlet ind hjemmefra kan hjælpe.
Vi skal til breefing imorgen kl 8, og kl. nærmer sig 2, så jeg må hellere få lukket øjnene, og så håbe på at sandpapirshals og snot er på retræde, når jeg vågner.
Lace noch.
Billederne er fra “mit” hus, og det fine natbord, som Erminas store datter har klargjort til mig
