Jeg er så glad for at kunne sige, at medmenneskelighed og næstekærlighed er en del af mit liv, ja faktisk en del af min hverdag. Jo bedre jeg har fået det med mig selv, jo mere overskud er der til andre, og det er en naturlighed for mig at give til andre – både de små skjulte tjenester, det at føle glæde på andres vegne og de større projekter som indsamling til Balkan og frivilligt arbejde.

Det kræver ikke en masse kræfter, modsat giver det mig, mere af det jeg ønsker. Mening, taknemmelighed, lærdom, kærlighed for mig selv og fra andre (den del arbejder jeg stadig med, at blive bedre til at tage imod:)

Tro aldrig på dem som siger, at det ikke nytter. Det er deres egen utilstrækkelighed og dårlige samvittighed der taler. Tro ikke på det, og brug det ikke som en undskyldning til ikke at handle.
Stil dig selv spørgsmål, mærk efter hvad der er rigtigt for dig, og handel så på det. Verden OG dit hjerte vil takke dig for det.

Har du styr på dine værdier og prioriteter på dette punkt?

Hvordan kommer det til udtryk?

Hvornår har du sidst gjort noget særligt, du vidste var værdifuldt for andre?

Gør du det ofte nok?

Og hvad gør det ved dig?

Hvordan i forhold til dine børn, hvad lærer du dem om næstekærlighed og medansvar?

Heldigvis har jeg ofte lyst til at gøre mere. F.eks. ligger værestedet for alkoholikere “Huset” lige ved siden af mit arbejde, og de har altid et skilt stående udenfor, om at de søger frivillige, og det fanger mit blik hver gang, jeg går forbi. Men jeg ved, i det mindste så tror jeg, at jeg ved, at det at være der efter arbejde, ville koste kræfter og tage af mit overskud. Så det jeg ikke tror, gør mig godt, det vælger jeg at lade være med at gå ind i. Det er jeg blevet god til efterhånden. Jeg har lært, at jeg skal være noget/nok for mig selv først og fremmest, og derefter er det bare at dele ud af gaverne 🙂

Men det er en del af livet for mig, at overveje hvad godt jeg kan gøre for mine medmennesker. Jeg tror, jeg er programmeret til det, og det tror jeg også du er!

Men jeg har oplevet i mit eget liv, hvordan overskuddet til at være noget for og med andre næsten druknede i mine egne sorger og bekymringer. Selvoptagethed. Det sker da stadig ind imellem. Og jeg kan se, hvordan det for andre kan drukne i madpakker og vasketøj. Ja endda Playstations, mobiltelefoner, hårextensions og sko.

Jeg er så taknemmelig for, at mit hjerte har rigelig kærlighed at øse af. Jeg vælger at sætte tid af, til det som gør en egentlig forandring i andres liv. Og en ekstra bonus er, at hver gang sættes mit eget liv i perspektiv, og der blir’ mindre og mindre ego og i stedet mere og mere plads til medmenneskelighed og næstekærlighed… Og selvkærlighed.

For mig starter en selvforkælelses weekend i London på den mest fantastiske måde på fredag, hvor jeg både skal shoppe lidt og nyde byen på egen hånd, og derefter har jeg det privilege at redde et lille stykke af verden i 5 timer fredag aften. Jeg skal deltage i et soup run som arrangeres af en af de katolske kirker 2 gange om ugen. Vi skal lave mad og derefter stilles borde op i den nærmeste park, og hjemløse og fattige kan komme forbi og få et måltid varmt mad, og vigtigst af alt nærvær, et par ører der lytter og en hånd at holde.

Lørdag giver jeg mig selv (og hvem ved, mon ikke det også kunne ske at smitte af på af mine nære relationer) en fantatisk gave. Jeg skal dele en hel dag med Byron Katie, en unik kvinde (se videoerne nedenfor). Jeg elsker hendes budskab, hendes syn på livet, hendes ligefremhed og samtidig blidhed, de funklende øjne og taknemmeligheden, og jeg elsker, elsker, elsker at hun deler det med verden.

Jeg synes, det er en misforståelse, når nogle folk siger, at “man sætter sig selv til side for at hjælpe andre”. Det er ihvertfald slet ikke sådan, jeg oplever det. Og heller ikke sådan jeg oplever, at mine medkompaner oplever det.

Mit hjerte udvides af varme og taknemmelighed, når jeg handler ud fra det jeg ved – at vi alle er en del af det samme.

At give til andre, er at give til dig selv.
Tak <3

I kærlighed, Karen