Jeg har det så mærkeligt, mens jeg sidder her alene og stirrer ind i computerskærmen, som kigger tomt tilbage på mig… Sådan har jeg det også indeni lige nu – tomt! Og samtidig er der et fornyet håb, lidt stolthed måske og lidt glæde inde under den dundrende træthed og halsbetændelsen som er på vej.
Fra og med i dag har jeg officielt bulimi. Tillykke! Super godt gået! Velkommen tilbage i systemet! LOOOOSEEER! Selvom det er lykkedes mig at skrue rigtig meget ned for overdommerne i mit hoved, så provokeres de godt og grundigt af den sidste tids konfrontationer mht. mad, overspisning, vægtøgning, mangel på selvkontrol, respekt, accept og kærlighed. Og i dag hvor de igen har “taget andres tid” i behandlingssystemet, synes de at have en kommentar til det meste.
Som een stor undskyldning for mig selv bad jeg for et par måneder siden om hjælp. Og de hørte mig, de tog mig seriøst, de brugte tid på mig. I dag på Center For Spiseforstyrrelser fik jeg smertende og forløsende indsigt omkring min fornægtelse af, hvordan jeg stadig og i stor grad piner mig selv, hvor meget uro der er indeni, hvordan jeg igen og igen mødes af den der dobbelthed i mig, som er med til at gøre det så svært for mig at finde og holde balancen. Og jeg så, hvor meget jeg stadig har at lære. Vejen føles så lang.
Hende: “Hvad er vigtigst for dig i forhold til til selv?”
Mig: “At jeg har det godt med mig selv, at jeg er et godt, kærligt og omsorgsfuldt menneske. At være noget for andre. Frihed. Familie. Arbejde. Hvad jeg spiser. Hvordan jeg synes, jeg ser ud. Hvad jeg vejer.
Hende: “Og det er sådan du har det, i den række følge?”
Jeg kiggede på de små gule sedler på bordet… Og så græd jeg, jeg følte mig så ulykkelig lige der. Erkendelsen af at det er overhovedet ikke sådan, jeg har det, det er bare sådan, jeg ville ønske det. Det er det min hjerne (og mit hjerte) ved er rigtigt, men det er ikke sådan, det er for mig. HVER dag handler om krop, mad/ingen mad, fedt, vægt, selvbillede, forventninger. Også de gode dage. Gode oplevelser måles ofte i, hvordan jeg havde det med min krop lige præcis der.
Igennem det sidste stykke tid, har jeg fået øje på, at nogle af disse tanker startede allerede for 15-16 år siden, og det er så eskaleret i løbet af de sidste 3 år og særligt de sidste 6 måneder er det stukket helt af.
Da jeg vejede 12 kg. mindre end nu, da synes jeg også, at jeg var for tyk. Helt ærligt så har jeg svært ved at se forskel på mig selv dengang og nu.
Det var så pisse hårdt i dag at høre mine egne erkendelser ved hjælp af deres spørgsmål.
Samtidig kan jeg så mærke denne her lettelse, en følelse af at slippe taget en lille smule og et nyt håb om frihed i fremtiden.
Jeg er i gang med en fantastisk uddannelse som coach og terapeut, hvor jeg bl.a. lærer at ændre mine tanker. “Change your thought’s change your life”. Jeg ved, hvad jeg skal sige til mig selv for at støtte og udvise kærlighed. I halvandet år har jeg sagt: “Jeg elsker og accepterer mig selv, som den jeg er”. MEN DET ER IKKE SÅDAN, JEG HAR DET! Nogle dage/perioder er det noget derhen ad, men min adfærd viser mig, at det er stadig bare noget jeg siger, det er ikke sådan jeg føler. Og i alt min ærlighed i dag, kan jeg mærke det tydeligt, og det er hårdt.
Jeg orker ikke at have det sådan her mere. Det gør det også svært at komme videre i min personlige udvikling, så længe jeg holder fast i det her selvskadende mønster, og så længe jeg fodrer mig selv med gift, som bare gør min krop og hjerne endnu mere trætte og triste.
Jeg arbejder med at elske og acceptere mig selv, som jeg er, men hvis jeg så andre behandle et andet menneske på den måde, jeg behandler mig selv, så ville jeg sige voldsomt fra, og jeg ville beskytte og tage mig af det sårede menneske. Jeg ville ikke acceptere det. Det må stoppe nu.
Jeg er træt af at holde det for mig selv i alt min skamfuldhed og ensomhed. Så hør her: Jeg lyver om mad – hvornår jeg har spist og hvor meget. I de perioder hvor jeg underspiser, undgår jeg sociale sammenhænge hvor der skal spises. Jeg undgår byture og alkohol pga. alle kalorierne. Jeg gemmer mad for min mand. Jeg kan spise enorme mængder og bruge enorme mængder penge på mad. Jeg gemmer mig på sofaen alene og spiser. Jeg bliver mega syg af afførendemidler, men har længe spist omkring 30 x anbefalet dosis om dagen. Jeg kan hade mig selv. Nogle gange synes jeg, at det er flovt at være så tyk og grim som mig. Jeg tror andre forventer mere af mig, og jeg tror, de elsker mig mere, hvis jeg er slank og har styr på mig selv og tingene kører. Jeg tror, jeg er, hvordan jeg ser ud. Når jeg så ser kvinder på mit arbejde på min egen alder og 20-40 kg. tungere end mig selv og med trætte rynker og usat hår, så bliver jeg så flov, så ved jeg godt, at jeg er langt ude, når jeg ikke er taknemmelig også for mit udseende. Og når jeg er på Balkan og møder mennesker og børn som fandeme har rigtige udfordringer i livet, så falder sympatien for mig selv og mit egotrip fuldstændig.
Jeg er virkelig flov over, at dette fylder så meget i mig, men jeg erkender det nu, og det er stort for mig.
Hver rejse starter med et enkelt skridt.
Jeg kan skrive en masse om håb og planer, og om at alting bliver bedre, men det gider jeg ikke lige nu! Lige nu er det bare, og det må det gerne. I morgen er endnu en dag i det fantastiske eventyr Livet.
Og til dig som kan genkende dig selv i lidt eller i det meste af dette – det er vigtigt for mig, at du ved, du ikke er alene. Min opfordring er, at du starter med åbenhed. Vær modig. Andre kan ikke hjælpe og støtte dig (og det er svært at hjælpe og støtte dig selv), så længe du ikke er ærlig. Du kan gemme dig alene på sofaen eller på badeværelset med hovedet i toilettet, men du ved godt, at du går glip af noget af livet. Du kender selvbebrejdelserne, hadet og skammen. MEN DU ER IKKE ALENE. Og det er måske din virkelighed lige nu, men det behøver ikke være sådan, hvis du er klar og tør noget andet. Mennesker vil støtte dig, hav tillid.
Jeg vil opfordre til at dele her i kommentarfeltet eller på Facebooksiden. Du må også altid skrive til mig under “Kontakt”, hvis det kan gøre dig noget godt at dele dine tanker og din historie. Jeg lytter/læser gerne.
Til alle: Vær gode ved jer selv og hinanden <3
I kærlighed,
Karen
