Da jeg selv blev mor, forstod jeg pludselig, hvor elsket jeg er af min egen mor. Det jeg er for Lili, det har hun været for mig. Hun har båret, trøstet, madet, leget, lært fra sig, givet slip.
Og det Lili betyder for mig, det betyder jeg for hende… Vildt. Og tænk at jeg ikke har forstået det før nu.

Jeg har skrevet et digt til ære for min mor og datter. Og til ære for kærligheden i alle mødres hjerter. Min søster er også mor, og min bror og hans kæreste har også fået barn for kort tid siden. Så jeg har også tænkt og mærket de to stærke kvinder, da jeg skrev dette.

Og denne her er også til dig, hvem end din moderlige kærlighed falder på…

Mor og datter

En mor er en der holder
om sin lille når hun græder
En mor er en som fjerner torne
hvor den lille træder
En mor er en som får sin energi
når lille smiler
Hun er den som gir’ sig væk
og næsten aldrig hviler
Hun gir’ sit hjerte gir’ sin tid
og gir’ sig selv til lille
Hun synger sange, ler og leger
hun taler blidt og stille
Og når den lille vokser
og finder sine ben
så græder hun fordi hun ved
de ikke mer’ er en
Men inde i en moders hjerte
bor en evig lykke
fordi at hun fik lov
at følge lilles første stykke
Et stykke hvor der gødes
og såes for alt som kommer
Når efterår blir’ vinter
og forår blir’ til sommer
To sjæle som vil følges
for evigt tæt forbundet
Tusind tak fordi min sjæl
er den din sjæl har fundet

Til ære for min mor og datter – altid elsket, for evigt forbundet.
Karen.